Hop til indhold

Hvad betyder det at være certificeret?

En certificeret skole kan modtage et særligt tilskud efter friskoleloven. Tilskuddet gælder fra den 1. januar, hvis skolen opfylder betingelserne. Certificeringen gælder i fem år. Ønsker skolen at fortsætte, skal der indsendes en ny ansøgning.

Ansøgningsfrist

I 2025 er fristen mandag den 15. august. Styrelsen offentliggør frist og procedure hvert år i første kvartal på hjemmesiden.

Tidslinje for certificering 2025

1. kvartal: Offentliggørelse af ansøgningsfrist på denne side

15. august 2025: Ansøgningsfrist

1. jan 2026: Certificering og tilskud træder i kraft

Hvert 5. år: Gencertificering kræver ny ansøgning

Tre betingelser skal opfyldes

For at blive certificeret skal skolen opfylde tre betingelser:

1. En særlig specialundervisningsprofil:

  • Skolen skal have en særlig specialundervisningsprofil
  • Profilen skal tydeligt fremgå af skolens hjemmeside
  • Beslutningen om, at skolen skal have en særlig specialundervisningsprofil, skal være truffet i overensstemmelse med proceduren for vedtægtsændringer i skolens egen vedtægt og skal offentliggøres på skolens hjemmeside.

2. Mindst 13 specialundervisningselever:

Skolen skal pr. 5. september i året før finansåret og de to forudgående år i gennemsnit have haft mindst 13 specialundervisningselever. En elev regnes for at være en specialundervisningselev, når;

  • eleven modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
  • der på skolen foreligger en aktuel skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i skolekommunen om, at eleven støttebehov er mindst 9 ugentlige undervisningstimer
  • skolen har udarbejdet en skriftlig plan for indsatsen for den pågældende elev

En skole med en særlig specialundervisningsprofil vil kunne modtage tilskud til specialundervisning med takster pr. specialundervisningselever og tillægstakst pr. specialundervisningselev fra og med elev nr. 13. Taksterne fastsættes på de årlige finanslove.

3. Dokumentation for kvalitet

En skole certificeret med en særlig specialundervisningsprofil skal planlægge, gennemføre og evaluere indholdet i specialundervisningen, således at skolens elever med særlige behov kan nå de fastsatte slutmål og modtage en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Skolen skal have en fysisk indretning og politik med hensyn til tilgængelighed, undervisningsmidler og hjælpemidler, som er nødvendige for at kunne varetage undervisningen af skolens elever med særlige behov. Derudover skal skolens undervisende personale havde tilstrækkelige kompetencer til at varetage undervisningen af skolens elever med særlige behov.

Sådan søger skolen om certificering

Ud over at opfylde de tre betingelser ovenfor skal skolen indsende en skriftlig ansøgning om certificering.

Denne ansøgning om certificering som en fri grundskole, der har en særlig specialundervisningsprofil, skal indeholde en projektbeskrivelse med dokumentation for, at skolens specialundervisningstilbud har tilstrækkelig faglig kvalitet.

Projektbeskrivelsen skal indeholde en grundig beskrivelse af skolens pædagogiske, faglige og didaktiske tilgang til specialundervisning samt andre væsentlige oplysninger om skolens specialundervisningstilbud – se ansøgningsskema og tilhørende bilag til inspiration.

Efter fristens udløb vurderer styrelsen, om skolen opfylder betingelserne for certificering. Afgørelsen træffes på baggrund af det indsendte materiale.

Sidst opdateret: 14. juli 2025